Id: 1750389735189117

Kørekort om vinteren er ikke et problem.

Selv har jeg fødselsdag midt i februar, og du må gætte tre gange, hvornår jeg lærte at køre 😀

Ikke syv vilde heste kunne få mig overtalt til at vente til foråret kom.

Det var der heldigvis heller ikke nogen, der forsøgte.

 

 

Hele året rundt er det fint at tage kørekort, og nu giver jeg dig lige nogle eksempler på fordele ved at tage kørekort om vinteren.

Vejret skifter meget om vinteren, så du lærer at køre bil i alle slags vejr:

  •     dejligt solskinsvejr
  •     lavtstående sol, som du får lige i øjnene
  •     regnvejr
  •     sne og slud
  •     blæsevejr

Når du har fået dit kørekort om vinteren, har du et forspring i forhold til, hvis du havde taget kørekort på andre tider af året.

Almindelige spørgsmål om det at tage kørekort om vinteren:

Er det ikke ubehageligt at køre i dårligt vejr?

Her i Danmark har vi normalt ikke ret mange dage med rigtig slemt vejr, hvor det er skidt at køre, men kommer der dage af den slags, skal du ikke ryste i bukserne, for så bliver vi nemlig bare hjemme og venter med at køre til det bliver fint igen. Dvs. du bliver ikke udsat for rigtig skidt føre.

Hvad hvis nu himmel og jord står i et den dag, jeg skal til køreprøve?

Der bliver ikke holdt køreprøver de dage, hvor vejret er helt slemt. Køreprøven bliver bare flyttet til en dag med bedre vejr. De prøvesagkyndige holder øje med vejene, så du bliver ikke kastet ud i noget grimt.

Jamen skal man ikke have flere kørelektioner om vinteren?

Jeg har været kørelærer i 100 år (psst: læs 36 år), og det er min erfaring, at der overhovedet ikke er brug for flere kørelektioner om vinteren end om sommeren.

Hvis der kommer et par dage med rigtig skidt vejr, så vi bliver hjemme og drikker kakao og spiser lune boller, så bliver dit kørekort godt nok forsinket med det par dage, men du får jo alligevel kørekortet meget før, end hvis du havde ventet til sommer. Der skal ikke køres ekstra af den grund.

Hvad er fordelene ved at lære at køre om vinteren?

Uanset hvornår du tager kørekort, vil du komme på køreteknisk anlæg, hvor du lærer at beherske bilen i glat føre, men når næste vinter kommer, har du med dit vinterkørekort et forspring i forhold til dem med et sommerkørekort. Du vil ikke være bange for at køre ud i vejret, og du har lært at se forskel på om det er godt at køre ud, eller om det er smartere at drikke kakao og spise lune boller.

Del gerne - på forhånd tak 😀

Tak for del & like

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk